En kampagne skal være færdig i dag. Et par annoncebilleder til Instagram skal udvikles til et nyt produkt. Konkurrenternes value proposition skal tjekkes inden ugens salgsmøde. Og kundemødet i morgen kræver et oplæg, der både ser professionelt ud og rammer plet.
Men hvilket AI-værktøj skal du vælge til hvilke opgaver?
For det er ikke længere nok at spørge, om ChatGPT eller Claude er “bedst”. Det afgørende spørgsmål er, hvilket værktøj der passer bedst til den konkrete markedsføringsopgave foran dig.
Jeg har derfor testet ChatGPT og Claude i mit daglige marketingarbejde. I denne artikel får du en praktisk sammenligning af de to værktøjer med fokus på billeddesign, workflows, research og skalering, så du kan foretage det rigtige valg, når opgaven lander på dit bord.
Isolerede marketingopgaver vs. sammenhængende workflows
De færreste marketingopgaver består af én isoleret opgave. Skriver du eksempelvis blogartikler, ved du, at artikelskrivning i virkeligheden består af mange separate opgaver, der skal kombineres til et sammenhængende flow: Artiklen skal søgemaskineoptimeres, skrives i virksomhedens tone of voice, forsynes med et fængende billede og korrekturlæses, før den er klar til at blive publiceret. Og efterfølgende skal indholdet sandsynligvis også vises på andre digitale platforme.
Her har de to AI-værktøjer forskellige styrker.
ChatGPT er et stærkt værktøj, når det gælder separate marketingopgaver. Værktøjet giver mulighed for at oprette Custom GPT‘er (AI-assistenter), der er skræddersyet til at løse en bestemt opgave, f.eks. skrive et blogindlæg. Du bygger en assistent med faste instruktioner og adgang til en videnbase, som du og resten af teamet kan genbruge uden at skulle sætte konteksten op hver gang. Det er et gedigent værktøj, der sikrer, at du kan producere konsistent indhold til dine digitale platforme. Men Custom GPT’er har også en begrænsning: De kan ikke kombineres i længere workflows. Skal jeg eksempelvis genanvende et blogindlægs indhold i et opslag på Instagram, skal jeg selv kopiere teksten over i en anden Custom GPT, før jeg kan få hjælp til at designe selve opslaget.
Med Claude kan du let bygge sammenhængende marketingflows. Claude arbejder med såkaldte skills – instruktionssæt – som du selv sætter op i værktøjet og derefter anvendes globalt i alle de opgaver, du arbejder med.
Jeg har blandt andet udviklet en skill, der instruerer Claude i, hvordan den skal hjælpe mig med at skrive blogindlæg. Denne skill indeholder informationer om artikeopbygning, tone of voice, fængende hooks, søgemaskineoptimering og de øvrige krav, som mine artikler altid skal opfylde.
I en anden skill – som jeg har døbt “My Brand” – har jeg beskrevet mit brands visuelle identitet: farveskema, fonte og visuel stil. Claude bruger den skill globalt, når jeg beder den designe et Instagram-opslag, en præsentation og andre visuelle kreativer.
Og det er pærelet at kombinere skills til sammenhængende workflows: Skriver jeg blot ordet “blogindlæg” i chatfeltet, ved Claude præcis, hvordan indlægget skal skrives. Er indlægget først skrevet, beder jeg blot om et karruselopslag til Instagram — Claude ved allerede, hvilke farver, fonte og hvilken visuel stil opslaget skal designes i.
Billeddesign
Når det gælder design af billeder, er forskellen på de to værktøjer tydelig.
ChatGPTs billedgenereringsværktøj er intet mindre end genialt. Jeg bruger det dagligt til design af billeder til min hjemmeside, marketingmateriale, indhold til sociale medier og landingssider. ChatGPT giver mulighed for både at designe og redigere billeder direkte på platformen og via API. Skal du hurtigt fra tekstprompt til et brugbart billede, er ChatGPT derfor det bedste værktøj.
Claude kan ikke generere fotos eller illustrationer som en traditionel billedgenerator. Til gengæld er det et stærkt værktøj til at skabe visuelle elementer som f.eks. dashboards, diagrammer, charts, HTML/SVG-visualiseringer og opsætning af SoMe-opslag.
Med andre ord: Hvis du skal producere et billede til dit marketingmateriale, er ChatGPT løsningen. Skal du visualisere data, en proces eller et koncept, imponerer Claude.
Præsentationer og salgsmateriale
Skal du bygge et kundeoplæg, en salgspræsentation eller et internt strategidokument, vender billedet. Claude kan tage udgangspunkt i din virksomheds designsystem, hvad angår farver, fonte og komponenter, og bygge one-pagers, wireframes og hele PowerPoint-præsentationer, der følger dit brand fra første udkast. Du kan derefter eksportere eller dele resultatet direkte med kunden.
ChatGPT har ikke den samme funktionalitet til designsystembaserede præsentationer. Værktøjets styrke ligger i stedet i at generere de enkelte visuelle elementer, du selv sætter sammen bagefter. Skal du levere en hel, sammenhængende og salgspræsentation i brandets visuelle stil uden at bygge den manuelt fra bunden, er Claude typisk det hurtigste værktøj til opgaven.
Research og konkurrentovervågning
ChatGPTs company knowledge kan kombinere data fra Slack, Google Docs, mails og HubSpot til performancerapporter og strategioplæg, mens apps kan bruges både i almindelig chat og i deep research-tilstand til at trække eksterne kilder ind. Det gør ChatGPT stærkt, når research skal kombinere intern virksomhedsviden med information fra nettet i samme svar.
Claude har et andet og mere permanent research-mønster. Med Cowork kan du bygge live artifacts – for eksempel en konkurrenttracker eller et dashboard, der automatisk henter nye data fra dine forbundne apps. Kombineret med Projects og RAG kan du opbygge et researchbibliotek, der vokser over tid, i stedet for at skulle samle den samme baggrundsviden fra bunden i hver ny samtale. Det gør Claude velegnet til konkurrentovervågning, du kan have glæde af på permanent basis.
Skalering: skills, connectors og plugin
Når marketingarbejdet vokser fra isolerede opgaver til komplekse flows af tilbagevendende processer med markedsanalyser, content-pipelines, content-produktion, kampagner og meget mere, giver de to værktøjer meget forskellige muligheder.
Jeg har tidligere beskrevet, hvordan du let eksekverer marketingflows ved hjælp af skills i Claude. Ud over skills kan din virksomhed skalere sine marketingprocesser med connectors og plugins i Claude.
Claude bygger på et åbent MCP-integrationsspor (Model Context Protocol), hvor din virksomhed selv kan bygge connectors til andre systemer. Ønsker du eksempelvis at hente SEO-data direkte fra et værktøj som Ahrefs, kan du nemt knytte det til Claude, så du undgår at pendle frem og tilbage mellem flere værktøjer.
Jeg er selv en ivrig bruger af Notion, som jeg har tilkoblet min Claude-app. I Notion ligger min content-pipeline med forslag til blogindlæg, søgeord, noter m.m. Hver gang jeg skal skrive en ny artikel, henter Claude automatisk alle data til blogindlægget i Notion og sørger samtidig for at opdatere status på indlægget, når det er skrevet færdig.
Et plugin er en pakke bestående af skills og connectors, som giver dig mulighed for at eksekvere komplekse, foruddefinerede workflows. Et godt eksempel er Marketing-pluginnet, som er fast installeret i Claude-appen. Med Marketing-pluginnet kan du eksempelvis planlægge en hel marketingkampagne ved at give Claude adgang til de relevante kreativer og andre oplysninger om det produkt, der skal markedsføres.
ChatGPT giver ganske vist også adgang til at tilknytte tredjepartsapps til platformen, men mangler generelt den fleksibilitet, som Claude giver.
Vigtigste takeaways
- Workflows: ChatGPT bruger Custom GPTs og company knowledge til enkeltstående, hurtigt opsatte assistenter. Claude bruger Projects, RAG og Cowork til opgaver, der skal genbruges og bygges videre på over tid.
- Billeddesign: ChatGPT genererer det faktiske annoncebillede. Claude bygger i stedet diagrammer, visualiseringer og designsystem-baserede dokumenter.
- Præsentationer: Claude Design er stærkest til brandtro præsentationer og one-pagers. ChatGPT er stærkest, når slutproduktet skal være et konkret billede.
- Research: Claudes live artifacts holder automatisk øje med konkurrenter. ChatGPTs company knowledge er stærkere til at samle og opsummere intern virksomhedsdata.
- Skalering: Vælg Claude, hvis I vil bygge egne integrationer via skills, connectors og plugins. Vælg ChatGPT, hvis I vil have kodefri assistenter hurtigt op at køre.


