Sådan hjælper ChatGPT Vision dig med at automatisere produktbeskrivelser

Forestil dig at uploade et produktbillede og inden for få sekunder modtage en detaljeret produktbeskrivelse. Med ChatGPT Vision er dette ikke længere bare ønsketænkning, men en realitet, der åbner op for massive automatiseringsmuligheder. I denne artikel dykker vi ned i, hvordan du kan udnytte ChatGPT Vision til at sætte dine produktbeskrivelser på autopilot.

Hvad er ChatGPT Vision?

ChatGPT Vision er en AI-model, der kan forstå og beskrive billeder med tekst. Ved at kombinere ChatGPT’s evne til at forstå sprog med evnen til billedgenkendelse kan ChatGPT Vision ikke blot genkende elementer i et billede, men også generere detaljerede og præcise beskrivelser af billeder. Det giver mulighed for at udnytte teknologien til content creation særligt i webshops, hvor arbejdet med tekster trækker mange ressourcer.

ChatGPT Vision er ikke en funktion, der aktiveres med en knap eller et menupunkt i ChatGPT, men fungerer ved, at du uploader et billede med hæfteklammen i chatfeltet og herefter indtaster et prompt:

ChatGPT Vision

Automatisering af produktbeskrivelser med ChatGPT Vision

En af de mest spændende anvendelser af ChatGPT Vision er dens evne til at udarbejde produktbeskrivelser direkte ud fra billeder. Ved at uploade billeder af produkter kan ChatGPT Vision ikke alene identificere og forstå produktets fysiske træk, men også formulere en detaljeret og fængende produktbeskrivelse. Dette inkluderer også informationer om f.eks. farver, materialer, design og funktioner, som kan være afgørende for kundens købsbeslutning.

Lad os teste ChatGPT Visions evner til at forstå et produktbillede og formulere en produktbeskrivelse til billedet. I nedenstående eksempel (video) uploader jeg følgende billede til ChatGPT:

og beder den med et enkelt prompt om at formulere en produktbeskrivelse til frakken. Klik på videoen nedenfor for at se arbejdsgangen:

Jeg har sakset produktbeskrivelsen, så du kan læse den i ro og mag:

Stilfuld og alsidig trenchcoat – Perfekt til enhver anledning

Oplev tidløs elegance med denne klassiske trenchcoat i en moderne, minimalistisk fortolkning. Fremstillet i et slidstærkt og let materiale, tilbyder frakken både funktionalitet og luksus. Den rummelige pasform og enkle snit giver dig mulighed for at bære den over ethvert outfit – fra casual jeans til elegant kontortøj.

Frakken har et diskret, men sofistikeret design med en mørk nuance, der passer til enhver sæson. Det er den perfekte balance mellem mode og praktikalitet, så du kan holde dig tør og stilfuld, uanset vejret. Style den med et par ankelstøvler og solbriller for et edgy look, eller lad den være prikken over i’et på dit professionelle outfit.

Detaljer:

  • Farve: Dyb sort med mat finish
  • Materiale: Let og vandafvisende stof
  • Pasform: Oversized for maksimal komfort
  • Længde: Midi, der når til midt på læggen
  • Sæson: Hele året rundt
  • Anvendelse: Perfekt til både hverdag og særlige anledninger

    Tilføj et strejf af sofistikeret enkelhed til din garderobe med denne alsidige trenchcoat.

Eksemplet viser, at ChatGPT Vision er i stand til at udarbejde en fin produktbeskrivelse, der både indeholder en fængende overskrift og fremhæver produktets fordele, design, farve, anvendelsesmuligheder m.m. Jeg behøver med andre ord blot at give den et billede og et enkelt prompt for at modtage et tilfredsstillende output, der kun kræver få rettelser.

Kombinér ChatGPT Vision med CustomGPT, og få knivskarpe tekster

Jeg bemærker imidlertid, at ChatGPT ikke fanger, at frakken på billeder i virkeligheden er et regnslag, og at den har knapper i siden. Der er i det hele taget flere detaljer, som jeg ønsker skal indgå i produktbeskrivelsen:

  • Regnslag fra Rainkiss
  • Abstrakt print
  • Hætte
  • Vandtæt
  • Velcrolukning på ærmerne
  • Knapper i siden

Jeg ønsker også, at alle mine produktbeskrivelser på webshoppen formuleres efter en nøje beskrevet skabelon, så alle produktbeskrivelser strømlines og fremstår ens på webshoppen. Derfor har jeg konfigureret en CustomGPT til mine produktbeskrivelser, hvor jeg har designet en skabelon, som alle produktbeskrivelser skal baseres på.

Skabelonen fastlægger bl.a.

Alle mine produktbeskrivelser skal indeholde to afsnit, inddrage de stikord, jeg giver den, og opstille en liste med produktes nøgleegenskaber, der skal have overskriften ‘Unikke detaljer’. Endvidere skal den lade sig inspirere af tidligere produktbeskrivelser, som jeg har trænet denne CustomGPT på.

På den måde sikrer jeg, at denne produktbeskrivelse og alle fremtidige produktbeskrivelser får samme form og stil.

Lad os gentage forsøget med produktbilledet af frakken. Denne gang uploader jeg billedet til min CustomGPT til produktbeskrivelser og supplerer med de stikord, som jeg ønsker skal indgå i beskrivelsen.

Produktbeskrivelse med CustomGPT og Vision:

Jeg har igen sakset produktbeskrivelsen, så du kan læse den i ro og mag:


Stilfuldt regnslag til modebevidste eventyr

Regnvejr er ingen undskyldning for ikke at se fantastisk ud med dette stilfulde regnslag fra Rainkiss. Det abstrakte print tilføjer et moderne touch, mens den praktiske hætte og det vandtætte design holder dig tør på selv de mest regnfulde dage. Dette regnslag er perfekt til både byliv og natur og kombinerer mode og funktionalitet på bedste vis.

Med velcrolukninger på ærmerne og knapper i siden, kan du nemt tilpasse pasformen efter behov. Uanset om du cykler i byen eller er på vej til et udendørs event, giver dette regnslag dig stil og komfort.

Unikke detaljer

  • Abstrakt og moderne print
  • Vandtæt materiale
  • Praktisk hætte
  • Velcrolukning på ærmerne
  • Knapper i siden


Den kvikke læser har sikkert allerede opdaget, at produktbeskrivelsen nu indeholder de ønskede stikord (som jeg har markeret med fed skrift), og at punktopstillingen er forsynet med overskriften ‘Unikke detaljer’ i stedet for ‘Detaljer’ som angivet i min skabelon.

Summa summarum: Med CustomGPT i kombination med Vision kan jeg lynhurtigt producere et stort antal produktbeskrivelser, der kun kræver få korrekturer. Samtidig sørger setuppet for, at alle produktbeskrivelser strømlines og fremstår ens på webshoppen. Jeg sparer herved oceaner af tid på content-arbejdet.

Vigtigste takeaways

Med ChatGPT Vision følger en række nye muligheder for at automatisere centrale opgaver især i webshops. AI-modellens teknologi kan blandt udnyttes til effektivisering af content-opgaver, særligt når det gælder produktbeskrivelser. Ved at kombinere ChatGPT Vision med CustomGPT kan du finjustere beskrivelserne yderligere, så de følger en skabelon og herved fremstår konsistente på din webshop.

Tak for interessen

Jeg håber, jeg har vakt din interesse. Hvis du vil vide mere om, hvordan du kan udnytte ChatGPT’s mange muligheder i din digitale indsats, er du velkommen til at skrive til mig.

Bedste hilsner
Lena Højfeldt

Tlf (+45) 40 56 53 73
Mail hej@lenahojfeldt.dk